














I en lavning i det kuperede dødislandskab ligger Jystrup by. Byen strækker sig over et stort areal og er sammensat af bebyggelser fra forskellige tidsperioder – primært indenfor de sidste 150 år. Der bor ca. 1450 borgere i området, som udover selve Jystrup by, rummer en perlerække af mindre landsbysamfund.
Området er beriget med store sammenhængende skovområder, enge, søer og ellesumpe samt en righoldig varieret kulturarv bestående af både bygninger og fortidsminder. Sporvejsmuseet, golfbanerne og de mange muligheder for friluftsliv i Skjoldenæsholm- og Bidsstrupskovene tiltrækker mange besøgende fra nær og fjern.
Jystrup har næsten al det, en landsby skal have. Fra Danmarks måske nok flottest beliggende folkeskole over en velkørende brugsforening til et righoldigt kulturliv med gallerier og amatørteaterscene. Også den organiserede idræt trives i Jystrup med alt fra tennis til gymnastik, fodbold og yoga mv. Den socialøkonomiske virksomhed Østagergaard er med sit økologiske gartneri en af de helt store arbejdspladser i området.
Jystrup er et aktivt, engageret og initiativrigt landsbysamfund, der både forstår at feste, organisere sig og udvikle lokalsamfundet på bæredygtig vis. Senest har en stor gruppe borgere sat sig for at få etableret et landsbyhus, et par bageentusiaster har taget initiativ til landsbybageriet og en rideskole har set dagens lys.
Udbuddet af boligtyper er også meget bredt; gamle huse med historie, nyere parcelhuse, tæt-lav bebyggelse, traditionelle andelsboliger, almennyttige boliger og andelsboliger i bofællesskabet ’Savværket’. Er ønsket at bygge nyt hus, er der ledige udsigtsbyggegrunde i udstykningen ved Ålbækvej (Lundsgård Bakke).